Stop madspild

Vi kan alle gøre en forskel

Eksempel

I skal nu arbejde med mål nr. 12 “Ansvarligt forbrug” med temaet Madspild, med udgangpunkt i den opgave der findes hos Oxfam IBIS.

Med værktøjet Wrapster på Skoletube skal eleverne lave små præsentationer hvor de med billeder, video og tekst fortæller om madspild, med udgangspunkt i deres egne oplevelser.

Madspild er når vi smider mad ud, som kunne være spist. I Danmark smider vi hvert år mere end 700.000 ton mad ud. En husstand i et parcelhus smider i gennemsnit 105 kilo mad ud om året, som kunne være spist. Det svarer til at en gennemsnitlig dansk familie smider mad ud for over 3.000 kroner om året.

Madspild er skidt for miljøet og klimaet – og er penge lige i skraldespanden.

Alle børn har erfaringer med at mad er blevet smidt ud. Måske har de smidt en madpakke ud, rester fra aftensmaden eller set mad blive smidt ud det sted de handler.

Ved at sætte emnet på dagsordenen hos de yngste, kan man håbe at de allerede som små kan bidrage til at ressourcerne bliver udnyttet og at de selv vokser op og bliver ansvarlige forbrugere.

I arbejdet med opgaven her skal eleverne se på:

  • Hvordan kan man bruge varer der er ved at blive for gamle?
  • Hvad gør butikkerne for at sælge varer der er ved at blive for gamle?
  • Hvordan kan man undgå at købe ting man ikke når at få brugt?

I kan eventuelt tage på besøg i det nærmeste supermarked og spørge personalet hvordan de forsøger at undgå mandspild.

I kan læse mere om madspild hos Oxfam IBIS

Trin-for-trin

Til arbejdet med denne opgave skal I anvende værktøjet Wrapster der findes i Skoletubeappen. Appen findes til IOS og Android.

Ønsker man at arbejde på en Chrome Book eller computer skal man vælge Animoto på Skoletube.

Har I billeder og video liggende på deres telefoner eller iPads uploades disse først til en kanal på Skoletube , så de nemt kan hentes ind i præsentationen. Man uploader let alle klip med funktionen multiupload via Skoletube-appen.

I åbner værktøjet Wrapster fra værktøjskassen i Skoletube appen og opretter et nyt projekt.

Herefter indsættes der billeder i projektet. Der kan indsættes billeder direkte fra kamerarullen eller fra Skoletube.

Dernæst hentes små korte videoklip til præsentationen, enten fra kamerarullen eller fra Skoletube. Det kan være små klip hvor I fortæller om madspild eller giver gode råd til hvordan man kan undgå madspild.

Filmene redigeres herefter så de kommer til at passe med en længde på max. 10 sekunder.

Herefter tilpasses rækkefølgen af billeder og filmklip, ved at trække rundt med medierne.

Nu er det tid til at sætte tekst ind i præsentationen. Man kan vælge at lægge tekst direkte på billederne eller som rene tekst-slides. Benyt et mix af begge muligheder og få det bedste resultat.

Så skal der vælges musik til præsentationen, samt et tema. Der er mange forskellige temaer tilgængeligt, det gælder blot om at gå på opdagelse og finde den helt rigtige.

Gennemse filmen og tilpas hastigheden.

Når præsentationen er klar, og du har gennemset den, udgives den let til klassens kanal på Skoletube og kan desuden nemt deles med jeres forældre eller andre.

Klar til opgaven?

Hent appen

Brug for hjælp?

Se vejledninger

Læs opgaven?

Gå til Oxfam IBIS