AI på Skoletube

Retningslinjer for AI på Skoletube

Vi har en række AI-features i nogle af værktøjerne på Skoletube. De kan bruges trygt i undervisningen, når I følger retningslinjerne. Det vigtigste er enkelt: Brug ikke persondata eller personoplysninger i AI-prompterne.

Det svarer lidt til at bruge en saks i billedkunst eller en kogeplade i madkundskab. Værktøjet er ikke farligt i sig selv, men det skal bruges rigtigt. Eleverne kan for eksempel sagtens bede AI om hjælp til at finde idéer, skabe et billede, formulere en overskrift eller komme videre med en faglig tekst. De skal bare ikke dele personoplysninger.

De enkelte værktøjer er løbende under opdatering.

Vi har i samarbejde med eksterne specialiserede compliance-jurister fra CERIVO og Cit Law udarbejdet en konsekvensanalyse af AI i Skoletubes værktøjer. Du kan her læse konklusionen:

Konklusion fra konsekvensanalysen
“Den samlede konklusion er, at Kommunen kan anvende AI-funktionerne inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen, forudsat at de beskrevne foranstaltninger overholdes, og at brugen sker i overensstemmelse med LærITs retningslinjer for brug af Skoletube. Restrisikoen er for samtlige otte systemer vurderet som lav på tværs af alle identificerede trusler.”

CERIVO og CIT Laws samlede analyse, som ligger til grund for konklusionen, kan selvejene institutioner eller kommuner få tilsendt ved at kontakte Marcus Bennick på marcus@laerit.dk

Herunder kan du se en oversigt over de værktøjer, som på den ene eller anden måde benytter sig af AI.

Illustration: lærer med skjold – tryg brug af AI på Skoletube
AI på Skoletube er udviklet til brug inden for skolens rammer og retningslinjer.
AI på Skoletube

Værktøjer med AI-funktioner

Her kan du se de værktøjer på Skoletube, som på den ene eller anden måde benytter AI. Klik på et værktøj for at se, hvordan AI indgår i det.

AhaSlides AI

Funktionen er et lærerkontrolleret indholdsskabelsesværktøj. Læreren skriver en prompt, og AI'en genererer spørgsmål og slides, som læreren derefter gennemgår og tilpasser

ThingLink AI

ThingLink er et kreativt læringsværktøj til at skabe interaktive billeder og 360-graders oplevelser. AI-funktionerne genererer visuelt og tekstmæssigt indhold på baggrund af brugerens prompts.

Canva AI

Canva er et kreativt design- og formidlingsværktøj. AI-funktionerne genererer og redigerer visuelt og tekstmæssigt indhold på baggrund af brugerens prompts. Systemet foretager ingen vurdering af den individuelle elev, tildeler ingen karakterer og påvirker ikke elevens uddannelsesforløb.

Prezi AI

Prezi er et præsentations- og designværktøj, hvor AI omdanner tekstinput eller uploadede dokumenter til strukturerede præsentationer.

Pixton AI

Magic Search sender udelukkende en kort søgetekst (typisk 1-3 ord) til AI-udbyderen, der returnerer relevante nøgleord.

Padlet AI

Padlets AI-funktioner er samarbejds- og indholdsskabelsesværktøjer. Teaching Assistant hjælper læreren med at designe lektioner, men overtager ikke beslutningskompetencen om den individuelle elevs forløb. Safety-Net er en modereringsfunktion, der blokerer upassende indhold, ikke en evalueringsfunktion rettet mod elever. Ingen af funktionerne bestemmer adgang til uddannelse, evaluerer læringsresultater eller overvåger eksamensadfærd.

Delightex AI

AI Buddies fungerer som faglige samtalepartnere, som eleven selv programmerer og interagerer med. AI'en genererer svar på elevens spørgsmål og kan støtte læringsprocessen, men systemet vurderer ikke elevens præstation, tildeler ikke karakterer og har ingen funktion relateret til adgang til eller forløb i uddannelsen.