De fire årstider

lær klipperytme i WeVideo
Introduktion
Velkommen til dette forløb hvor eleverne skal lave stemningsfulde film til Vivaldis berømte værk “De fire årstider”. Eleverne skal udvælge én af satserne fra værket og derudover udvælge passende videoklip og sætte disse to elementer sammen til en lille stemningsfuld film. Forløbet er super nemt at komme i gang med, da vi har alt materiale samlet ét sted – nemlig i Wevideos Star Library.
Med “De fire årstider” har Vivaldi skabt et værk, hvor musikken har til hensigt at skabe associationer til de fire årstider. Det er dog ikke altid let at koble de musikalske strukturer til konkrete elementer i de givne årstider. Denne kobling kan vi gøre tydeligere med en billedside.
Formålet med dette forløb er at gøre eleverne mere bevidste om en række filmiske virkemidler, som kan skabe større sammenhæng mellem lyd og billede. Ved at udnytte disse filmiske virkemidler kan vi gøre det ukonkrete mere konkret, når vi pludselig kan se naturens bevægelser sammen med musikkens toner og rytmik. Det er en disciplin, som er let at komme i gang med men svært at mestre.
Eleverne får desuden et solidt kendskab til en række filmiske teknikker i Wevideo som eksempelvis klipperytme, overgange, Ken Burns effekten og meget meget mere. Dermed kan de med denne enkle øvelse tilegne sig nogle grundlæggende færdigheder, som de vil kunne udnytte mange gange fremover.
Rigtig god fornøjelse
Læringsmålmodel-fullcirkel

Dansk 3.-4. kl.
Fremstilling

Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i velkendte faglige situationer

Læringsmålmodel
forslag til
Læringsmål
  • At få større kendskab til filmiske virkemidler
  • At kunne udvælge passende filmklip til bestemt musik
  • At kunne klippe en film til rytmen i musikken
  • At kunne lave forskellige typer overgange mellem de enkelte klip
Forberedelse

Teknisk

Det er en forudsætning for forløbet, at du har oprettet enten en afleveringskanal eller en præsentationskanal.

Fagligt

Det kan være en god idé at give eleverne en række benspænd for deres film. Brug eksempelvis “store” totalbilleder, når musikken er “stor”, og nærbilleder når musikken er spinkel. Det skaber en god samhørighed mellem lyd og billede. Se evt. dette eksempel.
Et andet benspænd er, at få eleverne til at veksle mellem hård klipning og bløde overgange. Den hårde klipning kan være god ved tydelige skift i musikken. Modsat kan den bløde overgang være anvendelig ved mere flydende musikalske passager. Se evt. eksemplet Vinter, hvor de første 18 sekunder gør brug af bløde overgange, hvorefter der skiftes til en mere hård og rytmisk klippestil. Du kan også se dette eksempel, hvor der er bytte rundt på de to klippeteknikker.

læringsmål2
forslag til
Forløbet

Eksempel

Aktiviteten trin for trin

Eleverne starter med at gå sammen to og to.
Herefter udvælger de én af satserne fra Vivaldis “De fire årstider”, som de vil arbejde med. Musikken findes i Wevideos “Star Library”
Når de har fundet den musik, de vil arbejde med, trækkes musikken ned på klippebordet. Eleverne lytter nummeret igennem og udvælger en passage på ca. 30 sekunder, som de vil lave deres film til. Find et passende sted i musikken, hvor der er et lille ophold. Det gør det nemmere at klippe lydfilen til, uden at det bliver for abrupt.
Eleverne er nu klar til at finde små videoklip til deres lydspor. Disse findes ligeledes i Star Library ved at søge efter enten Autumn, Winter, Spring eller Summer, alt efter hvilken sats eleverne har valgt.
Nu er det op til eleverne at udvælge filmklip, som de synes passer til de enkelte passager i musikken. Som et ekstra benspænd kan det være en god idé at anvende store totalbilleder når musikken er “stor”, eksempelvis når der er mange instrumenter, der spiller. Modsat virker det godt at anvende nærbilleder, når musikken er mere spinkel, eksempelvis når der er få instrumenter, der spiller. I denne video kan du se et eksempel på, hvordan det virker, og hvilken effekt det har, hvis man gør det modsatte.
Når eleverne har valgt klip ud og trukket dem ned på klippebordet, skal de trimmes, så de passer til musikkens forløb. Til det formål har de en række muligheder såsom:

  • klippe så de passer til rytmen i musikken (Se evt.Efterår som inspiration)
  • lave transition mellem to klip
  • Ken Burns effekt

Det bedste resultat opnås ved at variere klippeteknikken. Klip f.eks. i takt til musikken de steder, hvor rytmen og overgangene i musikken er meget udtalt. Se eksemplet Efterår, hvor denne klippestil bruges i de første 30 sekunder.
Modsat kan mere flydende overgange med fordel anvendes ved de musikalske passager, hvor overgangene ikke er helt så udtalte. Se eksempelvis Vinter, hvor denne klippestil bruges i de første 18 sekunder. Her kan du få en fornemmelse af, hvordan det opleves, hvis man gør det omvendt, og laver en hård klipning.
Til sidst udgives filmen til klassens kanal.
 

læringsmål3
forslag til
Tegn på læring
Eleven kan udvælge passende filmklip til bestemt musik
Eleven kan klippe en film til rytmen i musikken
Eleven kan lave forskellige typer overgange mellem de enkelte klip
Kolofon
læringsmål3
Dette forløb er forfattet af Jesper Paakjær, og er udgivet af LærIT under den åbne licens cc:by. Indlægget må deles, gengives og bearbejdes frit, når blot man krediterer ophavet “De fire årstider klipperytme” cc:by LærIT”
Vi har valgt dette vidensmål i dansk, fordi der er de uddybende kommentarer står følgende: “Der bør også stilles spørgsmål til de billedmæssige og filmiske virkemidler og deres betydning som fx: Hvornår bruges der zoom, fugleperspektiv og frøperspektiv, hvordan er klipperytmen? Desuden bør man inddrage lydsiden. Man kan evt. spille dele af lydsiden uden billedsiden eller dele af billedsiden uden lydsiden og tale om de forskellige udtryksformer og deres indbyrdes samspil.”