Musikvideo med grønt klæde

med WeVideo
Introduktion
Velkommen til dette forløb, der er det andet af to forløb om at lave musikvideo med WeVideo. Se det første forløb her. 
I dette forløb fokuserer vi på, hvordan vi kan bruge chroma-key-teknikken til at klippe os selv ind i fx historiske begivenheder. På den måde kan vi give os selv en anden ramme for vores rolle i musikken, vi kan manipulere historien og vi kan spille en aktiv rolle som øjenvidne eller deltager i historien.
Vi kigger derfor i dette forløb på, hvordan vi kan udnytte denne teknologi til at fritlægge os selv. Til optagelserne skal I bruge en ensfarvet væg eller et ensfarvet stykke stof, som den “grønne skærm”, og så er I klar til optagelse. For at disse optagelser bliver gode, er det en god ide at have tænkt nøje over, hvilken ramme man skal klippes ind i, og det kan kun anbefales, at man studerer baggrundsbilledet eller baggrundsfilmen nøje, inden man filmes, for det er graden af indlevelse, der gør om teknikken virker overbevisende i det færdige produkt.
Forløbet her er tænkt til historielæreren, og skal tage sit udgangspunkt i den periode, begivenhed eller person, som I arbejder med på klassen. Med afsæt i Sigurd Barretts 42 sange om Danmarkshistorien, vælges den sang som klassen eller gruppen skal dramatisere, rekonstruere, spille play back til, danse til, lave tegninger til eller hvad I ellers ønsker.
Resten af forløbet er fuldstændig identisk med ethvert andet musikvideo-forløb, nemlig at man starter med ideer, laver optager og slutter med at klippe det sammen.
Optagelserne foregår med det udstyr I har. Det oplagte er telefoner, der er nemme at filme med og hvor I med Skoletube appen, nemt kan lægge alle jeres forskellige optagelser i én og samme råbåndskanal. Dermed kan I også opnå en større følelse af fællesskab omkring projektet – fordi alle kan være med – også til flere forskellige ting – man kan sagtens være danser i nogle scener og kameramand i andre.
Redigeringen er ganske enkel, for WeVideo fungerer som en lagkage. Læg lagene på og indstil dem derefter til at være synlige og usynlige, der hvor I vil. Det betyder, at det er utroligt nemt at få lyd og billede til at passe sammen, også uden større redigeringserfaring. Her kan I vælge at give redigeringsopgaven til én person eller gruppe, men I kan også vælge at alle, der har lyst kan redigere deres egen musikvideo – for råbåndet ligger jo i en kanal, som I alle kan hente fra. På den måde kan I også opleve, hvor stor magt og kreativt rum, der ligger i at redigere video.
De færdige musikvideoer udgives herefter til klassens kanal. Forløbet her kan også bruges hvis I ønsker at deltage i konkurrencen om at lave Danmarkshistoriens bedste musikvideo.
Nederst i dette forløb findes desuden en række links til steder, hvor I kan finde historiske kildematerialer til jeres produktion.
Så rigtig god fornøjelse med at lave musikvideo med grønt klæde med WeVideo på Skoletube.
Læringsmålmodel-fullcirkel

Historie 5.-6. kl.
Historiebrug

Eleven kan konstruere historiske fortællinger

Læringsmålmodel
forslag til
Læringsmål
Eleven kan lave optagelser ved et grønt klæde
Eleven kan skabe en relation mellem et baggrundsbillede og deres optræden
Eleven kan fortolke og rekonstruere en historisk begivenhed eller stemning
Eleven kan deltage og bidrage til et fælles projekt
Forberedelse

Teknisk

Det er en forudsætning for forløbet, at du opretter en ressourcekanal til at samle jeres optagelser, og at du har oprettet enten en afleveringskanal eller en præsentationskanal, som eleverne kan udgive den færdige musikvideo til.
Derudover er det nødvendigt at have et markant ensfarvet tæppe, stof eller væg, der kan bruges til optagelserne. De bedste farver til formålet er grønt og blåt, da de farvemæssigt ligger længst væk fra hudfarven. Se nederst på siden, hvor disse klæder kan købes.

Fagligt

Eleverne skal arbejde med sangens historie, sådan at de derved får forståelse for perioden, begivenheden, personerne, teknologierne eller hvad der ellers er nødvendigt for at kunne forstå og rekonstruere en bid af danmarkshistorien.

læringsmål2
forslag til
Forløbet

Eksempel


 

Aktiviteten trin for trin

Start på klassen med at snakke om hvilke sange, som I kan have lyst til at arbejde med, eller som handler om begivenheder i Danmarkshistorien som I kender noget til.
Når sangen er valgt kan det være en god ide at gennemgå historien sammen på klassen. Dette kan I gøre ved at orientere jer på nettet eller ved at læse det tilhørende kapitel i Sigurds Danmarkshistorie, for i hans materiale passer hvert kapitel sammen med en sang.
Få ideer – skal filmen være stop motion, playback, med dans og teater, med skuespil, hvordan skal I klæde jer ud, hvilke baggrunde og steder kan bruges til optagelser etc.
Når I er klar til optagelser, så start musikken (højt) og optag. Tag gerne optagelserne om eller gentag dem med forskellige kameravinkler og beskæringer (god ide både at have nærbilleder, halvtotal og total).
Optagelserne uploades til jeres fælles råbåndskanal via Skoletube appen.
Når optagelserne er lavet kan I se optagelserne sammen på klassen og snakke om materialet. Herefter deles klassen ind i grupper, der hver har til opgave at lave en musikvideo ud fra optagelserne. Det gøres på følgende måde:
En elev i gruppen åbner WeVideo og importerer de rå optagelser.
Eleven tilmelder sig herefter kanalen med Sigurds musik, og importerer den valgte sang ind på lydsporet i WeVideo.
Start med at oprette flere lag, så du har god plads.
Herefter synkroniseres film- og lydspor.
Herefter kan andre længere optagelser lægges ind på samme måde , hvor filmen blot indstilles til at være usynlig de steder, hvor det ikke skal vises. Denne metode sikrer, at fx lange optagelser ikke skal synkroniseres mere end én gang.
Herefter kan man vælge at lægge effekter, tekster, grafiske filtre eller zoom og panorering på, inden den færdige film udgives til klassens kanal på Skoletube.
Her ses de færdige film igennem og sammen kan I beslutte eller stemme om hvilken musikvideo, som I vil indsende til konkurrencen. Dette gøres ved at tilmelde sig konkurrencekanalen og derefter tilføje mediet til kanalen.

læringsmål3
forslag til
Tegn på læring
Eleven har iscenesat en historisk fortælling
Eleven har fundet og udvalgt kostumer og rekvisitter
Eleven har deltaget i optagelserne
Eleven har benyttet grønt klæde i sine optagelser
Eleven er kommet med ideer under redigeringen
Eleven har redigeret videooptagelser sammen med musik til en færdig musikvideo
Historiske
materialer
Nettet er fuld af historiske digitale samlinger, hvor indholdet er udgivet under licenser og vilkår, som sikrer at materialet må bruges i undervisningen. Her er et par bud på steder med historiske materialer.
Nationalmuseets digitale samling, Flickr Commons, Wikipedia / Wikimedia, Archive.org derudover kan Rigsarkivet på Flickr anbefales.De fleste af disse sider benytter Creative Commons licenser eller fraskriver sig alle rettigheder via Public Domain og CC0. For at opfylde betingelserne for brug skal I huske at kreditere værkets ophavsmand og den licens, som vedkommende har valgt at dele sit indhold under.
Kolofon
læringsmål3
Dette forløb er forfattet af Peter Leth, og er udgivet af LærIT under den åbne licens cc:by. Indlægget må deles, gengives og bearbejdes frit, når blot man krediterer ophavet “Musikvideo med grønt klæde med WeVideo” cc:by LærIT”
Læs mere om Sigurd Barretts Danmarkshistorie og de materialer han har udgivet på Skoletube, som må bruges frit i undervisningen i dette kit Sigurds Danmarkshistorie. Her finder du både links til ressourcekanaler og til forløb.
Grønt klæde kan fx købes ved PodConsult.
Hvis I vil arbejde med musikken og teksten til sangene, så besøg også forløbene Syng selv og Musikalsk tidsrejse.
Forløbet om musikvideo uden grønt klæde kan læses her.
Vi kan også anbefale bogmaterialet Sigurds Danmarkshistorie samt det komplette undervisningsmateriale med ideer og forløb.