Når kunsten omfavner os

virtuel formidling med Thinglink 360
Introduktion
I dette forløb skal eleverne på et virtuelt besøg på Statens Museum for Kunst. Vi har nemlig gennemfotograferet Statens Museum for Kunsts to store samlinger med et 360-graders kamera. Med disse billeder kan eleverne selv få en fornemmelse af at stå på museet og opleve de utrolige værker på nærmeste hold. Her skal de gå på opdagelse i Dansk og Nordisk kunst 1750-1900 og Europæisk kunst 13-1800.  
Eleverne skal med udgangspunkt i en af de knap 40 sale, hver vælge en sal og tage afsæt i denne sals udstilling, som skal bearbejdes til en færdig fremstilling af fx en kunstner, en periode eller et særligt tema.
Arbejdet samles i en spændende 360-graders oplevelse, som man herefter vil kunne opleve enten fra sin browser eller med en vr-brille og en telefon. Elevens produkt bliver derved både en besvarelse, der dækker en række fagmål for faget dansk, men det bliver også et produkt, der kan være en værdifuld og betagende oplevelse og viden for andre.
Til opgaven har vi pakket alle de informationer og materialer, som eleverne kan ønske sig. På SMK finder de informationer om den enkelte sals udstilling, herefter kan de gå på Flickr og hente de 360-graders billeder der hører til salen, ganske enkelt ved at søge efter salens nummer, og endelig kan de hente billeder af værkerne i SMKs online samling samt i SMKs ressourcekanal på Skoletube. Dermed har alle elever fra starten af et klart og stærkt grundlag for at tilegne sig viden om udstillingerne og for at kunne lave en informerende og spændende fremstilling.
Rigtig god fornøjelse.
Læringsmålmodel-fullcirkel

Dansk 7.-9. kl.
Fortolkning

Eleven kan forholde sig til kultur, identitet og sprog gennem systematisk undersøgelse og diskussion af litteratur og andre æstetiske tekster

Læringsmålmodel
forslag til
Læringsmål
Eleven skal beskrive syn på kultur og identitet
Eleven skal kunne udvælge sig en samling og belyse dens ærinde
Eleven skal kunne udvælge et værk, der har vedkommendes særlige interesse
Forberedelse

Teknisk

Det er en forudsætning for forløbet, at du har oprettet enten en afleveringskanal eller en præsentationskanal, som eleverne kan lægge deres produkt i.

Fagligt

Eleverne skal have en præsentation af hvad SMK er. Eleverne skal have en forståelse for hvilken oplevelse et 360-graders billede kan blive til med programmet Thinglink 360. (Se eksemplet herunder sammen med eleverne). Derudover skal eleverne have en vis indsigt i dansk og europæisk historie for også at kunne forstå kunsten i dens samtid, eller i det mindste være opmærksom på at forholde sig til kunsten som et produkt i en anden tid.

læringsmål2
forslag til
Forløbet

Eksempel


Du kan også opleve dette virtuelle værk, ved at skrive adressen kortlink.dk/pcny i din telefons browser, og derefter sætte telefonen ind i en vr-brille.

Aktiviteten trin for trin

Start på klassen med at opleve eksemplet.
Her kan eleverne få en fornemmelse af den rumlige oplevelse som et 360-graders billede giver, og de oplever hvordan film, billeder, lyd og overgange kan skabe en totaloplevelse. Dermed forstår de også hvilke elementer, de selv skal producere eller skaffe til deres produkt.
Fordel herefter eleverne i museets mange sale. (Hent oversigt over salene her, når du vil fordele eleverne). Med knap 40 sale er der god mulighed for, at hver elev kan få sin egen sal, og dermed giver jeres individuelle produkter også en samlet fælles værdi. (Mere om den sidst i forløbet).
Hver elev går på SMK og læser om den sal, som man har fået.
Eleven går herefter på Flickr og finder de billeder, der er taget i netop denne sal. Billedet eller billederne downloades til computeren. (Se også samlingen af 360-graders billeder her.)
Herefter hentes nogle af de værker, som salen rummer fra SMKs online samling, eller eleven kan gå ind i SMKs ressourcekanal på Skoletube. Yderligere information om værker, kunstnere, perioder etc. kan findes på fx Wikipedia.
Nu har de råmaterialet klar.
Eleven laver herefter et manuskript til den præsentation af salen og de værker, som skal præsenteres. Hver elev bør lave to-fire præsentationer; 1) en generel velkomst til salen – her lægger eleven vægt på salens generelle fokus 2) en præsentation af et særligt værk i salen 3) evt en præsentation af tiden værkerne repræsenterer 4) evt den kunstner som man er optaget af.
Præsentationerne må eleven lave mundtligt enten i form af et lydklip eller som et filmklip.
Lydklippet kan indtales i Skoletube appens diktafon eller indtales i Soundation og udgives til Skoletube. Filmklippet optages med elevens telefon eller tilsvarende, og udgives til Skoletube. Når elevens lyd- og filmklip ligger på Skoletube, skal de efterfølgende downloades til computeren. 
Eleven tager nu det første af sine 360-graders billeder og opretter en Thinglink 360.
Herefter laves et punkt med et billede af et udvalgt værk.
Den indtalte forklaring eller præsentation af værket lægges på.
Eleven fortsætter på denne måde med at samle sin informationer og materialer.
Lydklip kan også lægges på som baggrundslyd.
Har eleven hentet flere billeder fra den samme sal, kan disse desuden forbindes, hvilket er med til at give oplevelsen af at være mobil i rummet.
Den færdige Thinglink 360 udgives til klassens kanal.

Lav en samlet oplevelse

Hvis I vil samle jeres præsentationer til ét produkt, skal I gøre følgende.

  1. Start med at udpege en tovholder.
  2. Tovholderen opretter en Thinglink 360 med dette billede.
  3. Læreren eller en elev i klassen, opretter en Padlet til klassens kanal.
  4. Tovholderen laver et opslag på Padlet med et link til sin Thinglink 360.
  5. Alle i klassen laver et opslag på Padlet med et link til deres Thinglink 360. Linkets overskrift skal være “Sal nr. X.”
  6. Nu kan alle elever lave en overgang fra deres Thinglink til tovholderens, og tovholderen kan lave en række links fra oversigten til de enkelte sale.

I har nu et mega sejt produkt som ikke bare er en opgave eller en besvarelse, men en kunstformidling som sætter nye rammer for hvordan vi fortæller og lytter til hinanden, og for hvordan vi kan opleve kunstværker og kunsthistorie!

læringsmål3
forslag til
Tegn på læring
Eleven kan præsentere et udvalgt kunsthistorisk område
Eleven kan mundtligt fremlægge et fagligt stof
Eleven kan formidle relevante oplysninger i et 360-graders materiale
Eleven kan forbinde flere 360-graders billeder til en samlet virtuel oplevelse
Kolofon
læringsmål3
Dette forløb er forfattet af Peter Leth, og er udgivet af LærIT under den åbne licens cc:by. Indlægget må deles, gengives og bearbejdes frit, når blot man krediterer ophavet “Omfavnet af kunsten” cc:by LærIT”
Dette forløb er endnu et forløb om at arbejde med Virtual Reality i undervisningen. Besøg vores komplette kit “VR i undervisningen” og lær mere om at inddrage denne teknologi i din undervisning. Alle kan være med og det kræver ikke noget dyrt udstyr eller en bestemt form for nørderi at komme i gang. God fornøjelse.
Alle billeder fra Statens Museum for Kunst er fotograferet af Peter Leth og efterfølgende udgivet under Creative Commons licensen by. Det betyder at billederne må bruges frit, når blot kildeangivelse benyttes “cc:by Peter Leth”