Leg gæt test lær H5P

af

40 interaktive, lærende og legende værktøjer! Velkommen til H5P.

H5P, der har sit navn fordi det er en Html5 Pakke af værktøjer, er udviklet med læring for øje, og da det samtidig er open source, har det været muligt for os at udvikle og bygge det lidt om, sådan at det passer rigtig godt ind i undervisningen for både lærere og elever, og sådan at det selvfølgelig er en del af Skoletube.
For at få styr på så mange værktøjer og muligheder, har vi selvfølgelig masser af vejledninger på Skoletubeguide til værktøjet H5P. Her finder man videovejledninger og eksempler til alt hvad man måtte bruge H5P til.

Didaktiske muligheder med H5P.

Der er mange muligheder, når vi snakker H5P. Så der er også forskel på hvilke didaktiske muligheder vi kan fremhæve. Men uanset om eleverne laver interaktive spil eller gættelege til hinanden, eller om vi laver opgaver, hvor computerens talegenkendelse kan udvikle elevernes udtale i de sprog, vi ønsker, så er mulighederne mange – og de er anderledes end det vi ellers er vant til.
Først og fremmest så berører mange af H5P-elementerne vores trang til at lege og gætte. Der sker et eller andet med os, når vi får et vendespil eller en anden aktivitet ind foran os. Men ligesom med julegaver, der er mindst lige så dejlige at give som at få, er det også sjovt for eleverne at lave disse spil og udfordringer til deres kammerater.

Umiddelbart har verden ikke brug for, at vi stikker eleverne uendelige mængder af multiple choice- eller afkrydsningsopgaver, men sagen er måske lidt anderledes, når vi gør eleverne til producenter af disse opgaver, og når vi selv har kontrol over den kontekst som opgaverne florerer i.
Når eleverne laver interaktiviteter ud fra deres viden, så udtænker de både formidlingsstrategier og snedigheder, der kan udfordre modtageren. Når eleverne skal afprøve aktiviteten er rollen derfor også vendt fra at være en passiv forbruger, til en aktiv læring. På den måde kan eleverne udfordre men også udvikle og støtte hinanden i at lære et stof bedre at kende, og vi har både en aktiv proces og et aktivt produkt.

Kom godt i gang

For at komme godt i gang vil vi foreslå, at du ser de første tre film igennem på denne side. Derefter kan du enten lave den samme opgave, som vi gennemgår i den tredje film, eller du kan gå ombord i de mange inspirationsforløb, der ligger om H5P.

Vil du se nogle eksempler?

Udover de mange inspirationsforløb, som vi allerede har klar, er der inde bag hvert værktøj et eller flere eksempler, der viser hvad det pågældende element kan bruges til. Derudover har vi samlet en række eksempler i kanalen H5P på Skoletube, og som eksempler på hvordan elementerne også kan bringes i spil i andre områder, har vi lavet en klasseblog, en tidslinje og et 360-graders billede, og selvfølgelig lavet et afsnit med videovejledninger, der viser hvordan man kan integrere H5P hvor man vil.
Så der er mange muligheder. Men det vigtigste må stadig være at holde fast i: det er skønt at lære.
Rigtig god fornøjelse!
 

Dette indlæg er udgivet under cc:by af LærIT. Det må frit kopieres og deles. Det samme gælder introduktionsfilmen øverst.